sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

Få del i SPOT-stemningen – helt gratis

Oplev masser af koncerter under SPOT Royal. Frem til kl. 19 er der gratis adgang for alle!

Fra 30. april til 3. maj skaber SPOT Festival fest og stemning for tusindvis af festivalgæster med 200 koncerter på udvalgte spillesteder i Aarhus – og nu åbner vi også døren for gratis arrangementer for alle byens borgere.

Sammen med Royal Unibrew inviterer festivalen til SPOT Royal i haven foran Musikhuset, hvor der vil være gratis entré for alle frem til klokken 19 fredag 1. og lørdag 2. maj.

Her vil musikken blive leveret af 25 bands på to forskellige scener, mens tørsten og sulten kan klares i de opstillede barer og madboder. Festivalleder Gunnar Madsen siger:

”Vi vil gerne invitere dem forbi, der måske har hørt om SPOT Festival, men ikke er helt klar over, hvilken størrelse vi er. Og så er det også bare et tilbud til byens borgere, der hvert år tager godt i mod os og er med til at skabe rammerne for festivalen”.

Festen begynder på Tak Rock!-scenen

På Tak Rock!-scenen er der mulighed for at opleve endnu flere nye artister – og det er her, de officielle day parties finder sted.

Fredag eftermiddag fra klokken 14 har lokale unge stået for at sammensætte programmet, der byder på ANKAH, Oddhead, Zebu Zarina og Bye July.

Lørdag klokken 13 præsenterer Thy Music Collective bands fra det kreative vækstlag i det nordvestjyske i form af Drengebande, This Is You, Quick Quick Obey, Magnolia Shoals og The Entrepreneurs.

Og på samme scene tager det lokale spillested Fatter Eskil teten lørdag klokken 17, hvor de præsenterer Bunker, Eerie Glue, Retro Future og Lou Francis.

KarriereKanonen i stor overdækket dome

Det centrale punkt på pladsen bliver den overdækkede Dome, der har prydet vores plakater den sidste måned.

Her præsenterer DR semifinalerne i årets KarriereKanonen, hvor i alt 12 håbefulde unge bands spiller for en plads i finalen, seks hver dag fra klokken 15.30 til 18.30.

Tidligere vindere af KarriereKanonen tæller blandt andet The Minds of 99, Marie Key Band, Tue West og Magtens Korridorer, så her er en god mulighed for at få et glimt af dem, der vil præge den danske musikscene de kommende år.

 Festen fortsætter til midnat med blandt andre Xander, Benal og JonasForFanden

Klokken 19 lukkes der ned for gratis entré til SPOT Royal-området, men de fremmødte gæster er velkommen til at blive og fortsætte festen.

Forlades området, kræver det dog køb af festival-armbånd for at komme ind igen.

I Domen kan man fredag aften fra klokken 20 opleve Xander, Amin Karami, Waqas, Kaaliyah, Ericka Jane, Isam B og Nonsens.

Lørdag fra klokken 20.30 byder aftenprogrammet i Domen på Mellemfingamuzik, Skinz, Benal, Sukker Lyn og Jonasforfanden.