Går du rundt med en uhørt god idé til en spillefilm, står SPOT Film parat med en stor pose penge til at gøre filmdrømmen til virkelighed.
SPOT The Talent hedder pitch-konkurrencen, hvor den bedste idé honoreres med 100.000 kr. kontant samt udstyr og faciliteter til produktion og postproduktion af en fiktions- eller dokumentarfilm i spillefilmslængde.
Sidste år løb den Aarhus-baserede instruktør Kasper Rune Larsen med prisen og pengene og er nu i fuld gang med produktionen af sin vinderidé. Hans gode råd til deltagerne lyder:
– Det er først og fremmest vigtigt, at ens idé er oprigtig, og at det afspejler sig i ens ansøgning. Hvis man søger med noget, som man tror vil falde i dommernes smag, er jeg sikker på, de lynhurtigt kan gennemskue det.
Konkurrencen er åben for filmskabere fra hele verden, så længe enten instruktør eller producer er bosat i Danmark eller dansk født.
Ansøgningsfristen er mandag d. 13. april kl. 12, hvorefter idéerne bliver vurderet af to filmkonsulenter. De udtager 4-6 finalister, som skal pitche deres projekter under selve SPOT Film foran en jury bestående af blandt andre Carsten Holst, leder af Filmby Aarhus og Morten Kartz Kaplers, leder af Aarhus Filmværksted.
Deltag i konkurrencen her.
Den endelige vinder bliver fundet og får overrakt præmien til SPOT Films prisuddeling søndag d. 3. maj i Øst for Paradis.