sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

SPOT lancerer ny billettype til unge under 25

Ny U25-billet skal gøre det attraktivt for unge at opleve nye tendenser indenfor nordisk musik og film.

SPOT Festivalen lancerer nu en U25-billet. Billetten er et tilbud, der skal vække de unges interesse for den spirende nordiske musikscene. U25 er en éndagsbillet, som kan købes til enten fredag 1. maj eller lørdag 2. maj, og den giver adgang til mere end 50 koncerter. Og kan man ikke få SPOT-musik nok, kan man købe billetter til begge dage.

SPOTs leder Gunnar K. Madsen håber, at U25-billetten vil få de unge til at komme ud og opleve musik, de ikke nødvendigvis kender i forvejen:

– For det yngre musikpublikum – ikke mindst førstegangsdeltageren – kan det være en stor mundfuld at gå ind i SPOT’s univers, der er præget af fremtidens musikudtryk og kunstnere – og derfor endnu overvejende “ukendt”. Men de nye kunstnere og det nye publikum har brug for hinanden, hvis musik, performance og oplevelse skal udvikle sig.

– Med U25 håber vi at stimulere flere til at møde den unge musikscene, som den udtrykker sig netop nu. Hvem ved? Én dag i 2015 kan måske føre til mange dage i fremtiden!, siger Gunnar Madsen.

Udover koncerter giver billetten også adgang til SPOTs filmfestival, hvor der kan opleves nye nordiske fiktions- og dokumentarfilm.

Endagsbilletten koster 170 DKK (+ gebyr) og kan købes til hhv. fredag d. 1. eller lørdag d. 2. maj 2015. Eneste betingelse er, at du er under 25 når festivalen løber af stablen.
Billetterne sælges i begrænset antal frem til d. 31. marts.

KØB BILLETTEN HER