sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

SPOT Festival skaber spansk radiosucces

SPOT Festivalen gav sidste år inspiration til et nyt radioprogram på den spanske statsradiokanal, Radio 3. Siden har de indtil videre 23 radioprogrammer været en bragende succes, og nu er spanierne tilbage for opdage mere af den skandinaviske talentmasse.

Af Lasse Underbjerg

Den kortærmede hawaiiskjorte sidder løst og har et tværgående mønster af blomster. ”Det er fredag, og fredag er en festdag – derfor har vi altid spraglede skjorter på,” forklarer Ángel Carmouna grinende, da SPOT Festivalen møder ham fredag eftermiddag til netværksseance på det nye initiativ SPOT+.

Ángel Carmouna er spansk radiojournalist og programdirektør på Radio 3, der er en del af den spanske statsradio, Radio National de España. Han er på SPOT Festivalen for anden gang for at samle ny inspiration til programmet ”Norddiscos” der er dedikeret til nyt, skandinavisk musik.

”Det spanske publikum er virkelig ved at få øjnene op for de skandinaviske artister, det er et marked i fremgang hos os, så derfor er det naturligt for mig at være tilbage for at blive inspireret af den unikke talentmasse,” siger Ángel Carmouna.

SPOT var startskuddet

Programmet ”Norddiscos” startede, efter Ángel Carmouna besøgte SPOT Festivalen sidste år. Her fandt han en helt ny musikalsk talentmasse.

“Jeg tænkte, at det spanske publikum var nødt til at se, den udvikling, der sker i skandinavisk musik. Derfor kom jeg hertil på opfordring fra Henrik (Friis, red.), der introducerede mig for mange nordiske talenter. Det passede perfekt med vores mål om at introducerede nye kunstnere fra hele verden for vores kræsne publikum,” siger Ángel Carmouna.

Egentlig var det kun meningen, at der skulle have været ét specialprogram om nordisk musik på Radio 3’s webkanal, Radio 3 Extra, men det blev hurtigt klart for Ángel Carmouna og kollegaerne, at der var musikalsk materiale til langt mere.

”Jeg tænkte ´wow, her er til meget mere end et program´, så jeg foreslog en programserie, og heldigvis var cheferne med på det,” siger Ángel Carmouna.

Det første “Norddiscos”-show blev lagt op til på Radio3’s digitale kanal ”Ekstra”  den 17. juli sidste år. Siden har det udviklet sig til foreløbigt 23 programmer.

Inspiration til en ny sæson

Radio 3 er den spanske nationalradios kulturelle kanal, der med ”konstant søger nye grænser til et meget nysgerrigt publikum.” Og det er præcis derfor, Ángel Carmouna nu er tilbage i Aarhus.

”SPOT Festivalen præsenterer en meget åbensindet tilgang til den nordiske musikscene. Hvis man for eksempel har hørt engelske James Blake og kan lide hans udtryk, er det her et fantastisk sted at komme og prøve at opdage den skandinaviske pendant. Det er meget moderne musik, der bliver spillet på festivalen,” siger Ángel Carmouna.

Og det nytænkende program har betydet fremgang for radiokanalen, og derfor har Ángel Carmouna nu fået lov til at lave foreløbigt mindst én sæson mere med nyt, nordisk musik.

”Vi fortsætter, og vi er så glade for det her koncept. Lytterne viser stor interesse, og cheferne er glade. Vore radiokanal har fået meget succes. Vi har nu 500.000 lyttere, og det er den højeste måling for vores radiostationer i 30 år, så jeg er meget glad, og noget af det er på grund af SPOT Festivalen, for det var her, det hele startede,” siger Ángel Carmouna.