sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

Spleen United modtager DFDS’ RockCruise legat

Spleen United er modtageren af DFDS’s RockCruise legat, som i aften er blevet uddelt i Musikhuset Aarhus i forbindelse med åbningen af SPOT Festival 2015. Der er tale om et legat på 75.000 kr., som frit kan disponeres frit af artisten – i forbindelse med koncerter, pladeindspilninger eller lignende.

Valget af Spleen United begrundes således:

Den kunstneriske stræbsomhed og kompromisløshed har været gennemgående i bandets karriere. De har på tre albums og ved en lang række koncerter i både ind- og udland inviteret os med på deres egen musikalske dannelsesrejse. Deres kunstneriske søgen har ført os vidt omkring, og selvom bandet er karakteriseret af en rastløs energi, har alle deres udgivelser været gennemførte og helstøbte – faktisk så helstøbte at udgivelsesplaner flere gange er blevet skudt for at sikre det perfekte resultat. Hvor mange andre danske musikere og bands gør deres bedste for at passe ind med branchens kodeks, har bandet også ved andre lejligheder brudt med de gængse spilleregler – altid med kunsten, musikken som det højere mål.

Efter sidste album udspil i 2012 er der nu en ny plade – og utvivlsomt en ny retning – på vej. Det glæder vi os meget til at høre.

På vegne af Spleen United udtaler gruppens sanger, Bjarke Niemann:

”Vi er vel lavet af det samme stof, der i tidernes morgen fik de opdagelsesrejsende til at vende trygheden og det hjemmevandte ryggen for at kaste sig ud på en flåde af pindebrænde i håbet om at den kunne bære dem mod fjerne kyster.

Det er den drift der nok er medvirkende til, at vi altid forsøger at overraske os selv når vi laver musik. Det har alle dage været drivkraften i Spleen United. Jeg tror, vi er blevet afhængige af det rush, man får, når man prøver noget for første gang. Vi er taknemmelige for, at legatet anerkender netop det”

Om Spleen United:
Spleen United blev dannet i 2005 og består af Bjarke Niemann (synthesizer og vokal), Kasper Nørlund (synthesizer og vokal), Rune Wehner (synthesizer) og trommeslager Janus Nevel.
Diskografi (albums):
”Goodspeed Into The Mainstream” (2005)
”Neandertahl” (2008)
” School Of Euphoria” (2012)
Stor turné-aktivitet gennem hele karrieren lige fra SPOT Festival til Roskilde Festival – også i udlandet hvor Spleen United specielt har været efterspurgt i Frankrig og Tyskland.

Om DFDS RockCruise:
Gennem ti år har DFDS Seaways i samarbejde med ROSA – Dansk Rock Samråd arrangeret RockCruise-koncerter på København-Oslo-overfarten, hvor en lang række nye og etablerede kunstnere har spillet eksklusive shows. I den periode har DFDS Seaways været sponsor for SPOT Festival.

Om RockCruise-legatet:
RockCruise-legatet uddeles i anledning af de 10 års samarbejde. DFDS engagerer sig med dette legat i udviklingsmulighederne for danske musikere og bands, og rejselegatet kan disponeres frit af artisten – i forbindelse med koncerter, pladeindspilninger eller lignende.

logoer