sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

Jacobløberhjemmefra: Hip-hop taler til hovedet, popmusikken til maven

Det mangeårige medlem af det fynske hip-hop kollektiv Fler Farver, Jacob Keinicke, er søgt nye veje med soloprojektet Jacobløberhjemmefra.

Med de to første singler ”Dreng” og ”Kom Nu”, har den 28-årige fynbo kastet sig over popmusikken – og det er den, han tager med sig, når han til maj besøger SPOT Festival.


Til den tid vil den første EP have set dagens lys, og materialet er ved at være klart til et helt album. Selv om han stadig er en del af Fler Farver, er det Jacobløberhjemmefra-projektet, der i øjeblikket optager Jacob.

”Der er der, jeg lægger min energi nu. Jeg giver den fuld skrue i et par år, og så må vi se, hvor det bærer hen af”, fortæller han til SPOT Festival.

Skiftet fra hip-hop og over i den mere pop-prægede lyd skyldes især emnerne i Jacobs tekstunivers. Overgangen er sket helt naturligt. Mens han i ungdommen var mere rebelsk og konkret, er han med årene blevet mere reflekterende og flydende i tekstskrivning. Noget, der ifølge ham, passer bedre til poppens måde at synge på, end til hip-hoppens måde at rappe:

”Du er nød til at være mere konkret i rappen. Her skriver du sange til hovedet. Med popmusikken spiller man mere på at skabe en følelse i maven”.

”Jeg prøvede at lave nogen af de første tekster i Fler Farver-regi. Men det passede ikke rigtig ind. Så derfor gav det god mening at starte solo-projektet”.


I studiet har Jacob fået hjælp fra producerne og rapperen/sangeren Pato Siebenhaar og produceren Søren Brylle. Den kommende EP vil komme ud gennem selskabet Instant Major, samme selskab der har udsendt første-singlerne ”Dreng” og ”Kom Nu”, der kan høres på WiMP og Spotify.

Jacobløberhjemmefra præsenteres på SPOT Festivals musikprogram 1.-2. maj 2015.