sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

Filmfest i Øst for Paradis

For andet år i træk rundede SPOT Festival af med en dag i filmens tegn i Øst for Paradis. Med 32 film og musikvideoer, prisuddeling og 5-600 gæster satte SPOT Film et værdigt punktum for årets SPOT Festival.

Både fredag og lørdag har SPOT Film budt på en række filmseminarer, særvisninger, pitching workshop og netværksmøder, men den store finale var søndag, hvor Øst for Paradis blev forvandlet til et levende festivalområde med film som omdrejningspunktet. Leder af Filmby Aarhus, som er medarrangør af SPOT Film, Carsten Holst, opsummerer SPOT Film 2015 med ordene:

“Vi er en kun lige fyldt to år som filmfestival og har allerede markeret os som en festival med en klar og unik profil. Jeg står tilbage med indtrykket af en veludført og kvalitetsbevidst filmfestival, der har slået rod i Aarhus, og det er også det jeg hører fra både publikum, juryen og filmmiljøet,” lyder det fra Carsten Holst.

Begejstret Janus Metz 
En gennemgående figur på årets SPOT Film var instruktør Janus Metz, som både var på seminarprogrammet og sad i juryen sammen med Pernille Fischer Christensen og Chris Tidman. De blev enige om at uddele de to SPOT Film priser til henholdsvis fiktionsfilmen Ártún og dokumentarfilmen Svindlerne. 

Læs mere om prisvinderne her.

“Det virker som en ekstremt velorganiseret festival med stærke film på et højt niveau – og så har vi også haft tid til at høre noget fantastisk musik. Vi har i hvert fald haft en rigtig god oplevelse, og jeg tror bestemt denne festival har en fremtid”, siger Janus Metz.

Han bakkes op af jury-kollega Chris Tidman, London-baseret kortfilmsdistributør til blandt andet det amerikanske marked:

“The level of curation has been impressive. We have seen some quality films, and it’s really nice that the festival is like a contained unit with both music and film”.