sponsor_royal_beer@x3

Spot Festival

Få billet til SPOT ved støtte af filmprojekt om Folkeklubben

Med bidrag fra festivalens publikum på crowfundingsiden Indiegogo, håber SPOT, at ungt filmhold kommer tættere på målet for finansiering af filmen om det SPOT-aktuelle band Folkeklubben.

”Hylet – En dokumentar om Folkeklubben” er titlen på den film, seks unge filmmagere på European Film College i Ebeltoft for tiden arbejder på.

Filmen er ifølge skaberne selv:  ”et forsøg på at fange ægte danskhed set gennem øjnene på et upcoming bands musik, og kontakt med deres fans.”

Via en eksklusiv adgang til bandet over en længere periode, forsøger filmen at give et blik bag kulisserne hos bandet, der har rejst land og rige rundt med deres seneste album “Danmarksfilm”. Den heftige tour aktivitet hos bandet giver holdet muligheden for at danne den helt rette ramme til filmen, der kredser om emnet “danskhed”.

Men rejserne gør også produktionen dyr.

Derfor søger holdet lige nu bidrag til projektet på crowdfundingensiden Indigogo, hvor filmen allerede har hentet halvdelen af de omkring 20.000 DKK den mangler, for at blive finansieret. Disse penge går til holdets transport og logi, så de kan følge med bandet rundt.

Hvert bidrag, stort som småt, bliver belønnet med blandt andet kærlighed ved 10 USD, en T-shirt ved 30 USD og ved 80 USD (eller ca. 550 DKK) får de første fem bidragsydere lige nu en SPOT Festival billet.

Slipper man 120 USD (eller ca. 825 DKK) får man oven i den almindelige billet også adgang til festivalens SPOT+ område, hvor årets seminarer og konferencer finder sted.

Du kan finde crowdfundingen her: www.indiegogo.com

Carsten Holst, leder af Filmby Aarhus, der er samarbejdspartner i SPOT Festival og arrangør af SPOT Film, siger om årsagen til støtten:

“Grunden til, at vi går ind og støtter et projekt som dette, er, at det rammer lige ned i det kerneområde, SPOT Festival gerne vil støtte: Den upcoming film- og musikscene. Vi ser gerne, at filmbranchen og musikbranchen mødes og samarbejder på tværs, og her viser denne unge gruppe af filmfolk og musikere et friskt initiativ, som vi gerne vil hjælpe på vej”.

Der er i øjeblikket fem almindelige SPOT Festival billetter og fire SPOT+ billetter til udlovning, som forhåbentlig skal skaffe projektet omkring 6.000 DKK.